Fødsel
Enhver fødsel skal anmeldes til kirkekontoret i det sogn, hvor moderen har bopæl, senest 2 hverdage efter fødslen. Før i tiden skulle forældrene aflevere en fødselsanmeldelse, men idag er det jordemoderen, der sørger for dette.
Såfremt I som forældre ikke er gift, skal der afleveres en Omsorgs- og Ansvarserklæring til Kirkekontoret senest 14 dage efter barnets fødsel. Afleveres denne ikke til tiden, vil faderskabssagen blive behandlet i Statsforvaltningen.
Omsorgs- og Ansvarserklæringen skal enten underskrives af faderen af moderen ved personligt fremmøde på Kirkekontoret, eller den kan afleveres i underskrevet stand, hvor også to vitterlighedsvidner har underskrevet. Vær opmærksom på, at vitterlighedsvidnerne ikke må være nærtbeslægtede med hverken moder eller fader, samt at vitterlighedsvidner og forældre skal underskrive blanketten samme dag.
Dåb
Skal barnet døbes, sker det ved henvendelse til kirkekontoret, hvor tidspunkt for dåb og valg af præst aftales. Når tiden nærmer sig for dåben, kontakter forældrene til dåbsbarnet præsten og aftaler tid til en samtale.
Kirkekontoret skal have navne og adresser på mindst to og højst fem faddere.
Dåb foregår primært ved en gudstjeneste om søndagen, men kan også ligge den første lørdag hver måned.
Ved dåb i kirken bliver man medlem af Den Danske Folkekirke og har dermed ret til at få udført kirkelige handlinger (dåb, konfirmation, vielse og begravelse) samt til at benytte sognepræsten som sjælesørger.
Børn i kirken
Børn er meget velkomne i kirken, og med en voksen i hånden må de meget gerne gå lidt udenfor kirken under prædikenen eller gå ned bag i kirken for at læse eller tegne, men børn må ikke gå eller løbe omkring i kirken alene.
Børnene er meget velkomne ved døbefonden under selve dåben.
Navngivning
Loven forlanger, at alle børn skal have et navn senest 6 måneder efter fødslen.
Loven forlanger ikke, at børn skal døbes, blot at de skal navngives. Hvis barnet skal navngives, sker det ved henvendelse til Kirkekontoret, som udleverer en formular til brug ved navngivningen. Formularen kan også findes på www.personregistrering.dk. Formularen afleveres i udfyldt og underskrevet stand på Kirkekontoret, hvorefter en Fødsels- og navneattest udfærdiges. Hvis et barn bliver navngivet uden dåb, er der intet til hinder for, at dåb kan finde sted senere.